At bryde med familien er ikke altid nogen nem beslutning. Svære familierelationer har eksisteret siden Adam og Eva blev forældre. At bryde forbindelsen med sin familie er et sårbart emne. Heldigvis er det ikke så tabubelagt, som det har været.
Der er trist, at familien ikke ved, at fx. min datter er blevet student. Selvom det er mig, der har valgt, at bryde med familien og derved fravalgt kontakten. Rammer det hårdt i tilfælde som dette, at jeg stort set er familieløs i den traditionelle forstand. Det er sørgeligt – alt det som aldrig var, og aldrig bliver.
Dybest set ved jeg godt, at de er ligeglade. Sorgen handler nærmer om den ligegyldighed og manglende evne til at tage oprigtig del i mit liv og mine glæder. Hvem ville ikke gerne have en kærlig familie, der elsker, støtter og passer på én igennem hele livet? Jeg bliver lidt ærgerlig over ikke at have gode familierelationer. Især til mærkedage, jul og sommerferie bliver jeg ofte trist til mode og føler mig endnu mere alene og familieløs. Selvom det efterhånden er mange år, jeg har været uden familie til højtider og ferier, føler jeg stadigvæk, det er hårdt. Når jeg mærker efter, føler jeg på trods af ensomhedsfølelsen, at det var den rigtige beslutning.
Lavt selvværd, selvtillid og en meget grov indre kritiker. Et forvrænget selvbillede, pleaser syndrom, konstant indre uro. Det er nogle af de senfølger, som jeg har haft med mig ind i voksenlivet.