Facebook er slet ikke så dårlig en ting. Facebook har skabt mange forbindelser til gamle venner, x-kærester, klassekammerater osv. fra fortiden. Specielt en brik fra fortiden har fyldt en del de sidste par dage. En kvinde jeg lærte, at kende tilbage i 90’erne, da jeg boede i Århus, dukkede op for noget tid siden på Facebook. Forbindelsen blev brudt kort varigt af ukendte årsager, men forleden dumpede der en mail fra hende ind i min mail bakke.
Her til aften sad vi og snakkede sammen, og fik vendt en masse ting. Bl.a. nævnte hun nogle ting, som jeg dengang ikke ville indse. Fx nogle ting hos min datters far, jeg dengang nægtede at indse, da jeg ikke ville se kendsgerningerne i øjnene, men da hun nævnte dem for mig igen, kunne jeg se hun havde ret. – af skade bliver man klog.
Det sjove af det hele er, at vi ligner hinanden meget. Vi gider ikke gå byen mere og vil hellere bruge tiden på vores familier, lave noget med vores børn og nyde de positive ting i livet og glæde os over vi har en dejlig mand, der elsker os for den vi er, og ikke for hvad vi kunne have været, da vi begge har nogle begrænsninger i livet pga. sygdom.
Hun nævnte for mig, at sidst vi havde kontakt, havde svært ved at vise tillid til andre mennesker, som viser mig venlighed. Hun kunne høre ud fra de ting vi snakkede om, fortælle at jeg har fået mere tillid til andre og mere selvtillid. Det må jeg, hvor nødig jeg vil erkende det, give hende ret i.
Utroligt som en lille brik fra fortiden kan dukke op og give én en enorm lettelse, ro. Jeg føler at nogle meget brikker i mit puslespil er samlet – det puslespil som jeg ikke kendte motiv på. Nu har jeg fundet motivet – min mand, min datter, og så en dejlig veninde, der kom frem, når man mest har brug for det. – da alle brikkerne er her, kan det samles. :x
Når stjerner falder og vinden er død.
Når solen har mistet sin varme og glød.
Når tomhed er det, du ser på din vej,
så husk, at jeg altid er der for dig.
Skriv en kommentar